Vi blev hentet af Carsten og Sigurd sent tirsdag aften i lufthavnen. At træde ud af flyet var helt specielt - ned af trappen fra flyet og hen langs med flyet til lufthavnsbygningen. Luften var varm og fugtig i forhold til det vi kom fra i Europa. De trøjer vi havde på røg hurtigt af og de er ikke kommet på siden. I lufthavnen kom vi rimelig nemt gennem tolden - bare 50 dollars hver for et visa, foto og fingerprint - så var vi igennem. Kufferterne kom lige umiddelbart efter, at vi var igennem tolden og de var ALLE med. Så var det ellers ud i den lune tropiske nat for at mødes med Carsten og Sigurd. Der var to gode store biler og de fleste kufferter kom på taget, så der var plads til os alle inden i bilerne. Vi kørte til et hotel i Entebbe og inden længe lå vi alle i gode senge og sov. Magne mente endda, at dette hotel var meget flottere end det danske hotel, vi havde sovet på aftenen før i Tårnby!
Onsdag morgen gik turen af de ujævne og interessante afrikanske veje igennem det kuperede og smukke landskab til Masaka. Stikord til sådan en tur er støv og ujævnheder i vejen - i hver fald en del af turen. En god del af vejen mellem Masaka og Kampala er nemlig helt god med asfalt og det hele. På vejen kom der selvfølgelig et stop på Ekvator. Der på jordens midte måtte vi selvfølgelig alle ind og stå på markeringen og blive fotograferet. Sådan skal det være!

Resten af onsdagen brugte vi på en fælles frokost med de andre danskere på Cafe Frikadellen og siden tog vi op for at se den danske skole. Den vil I komme til at høre meget mere om senere. Aftenen gik i Carsten og Ruths have under mangotræet med fantastisk udsigt over landskabet. Første nat i huset tilbragte vi på en for os helt ny måde - alle børn i egne senge! Så har vi prøvet det med... Dog var der en enkelt dejlig dreng i vores seng næste morgen.

Torsdag tog vi en stille og rolig morgen, så vi lige kunne mærke, hvordan det var at være i vores nye hus. Det var heldigvis dejligt og vi føler os allerede rigtig godt hjemme her. I løbet af formiddagen gik vi op på skolen igen. Vi skulle kigge på bøger osv. og Magne skulle hilse på Salma, som er pædagog i børnehaven. Hun virker super sød og Magne var meget glad for de nye omgivelser. Om eftermiddagen kom Ruth og Carsten forbi og vi fik ordnet et par praktiske ting. Bl.a. fik jeg lært, hvordan vi skal skrive indkøbsseddel til vores stuepige, så hun kan gå på marked for os. Det med stuepige er en helt fantastisk hjælp allerede og har givet os god ro til at komme til rette i de nye omgivelser. Dejligt og umiddelbart stærkt vanedannende. Torsdag eftermiddag tog vi alle med ud til CCDs babyhjem. Det var en oplevelse for hele familien. Drengene var lidt beklemte i starten men endte med at lege godt med børnene på hjemmet og det var en fornøjelse. Pigerne fik hurtigt god kontakt især nogle små børn og vi voksne fik hørt en masse om børnenes historier og organisationen. Meget spændende.

Fredag var vi igen på skolen og eftermiddagen blev tilbragt i poolen på Banda. Aftenen tilbragte vi på Cafe Frikadellen til bbq med en dejlig flok danskere. Lækker mad og hygge.
Lørdag gik vi vores første rigtige tur ned i Masaka by og den beskrivelse kræver vist et helt blogindlæg for sig selv ved en senere lejlighed.
Idag søndag har vi så endelig fået netforbindelse og kontakt hjem til, så det er en god del af dagen gået med. Foruden en lækker frokost i Carsten og Ruth have efterfulgt af en god lang tur i poolen. Lige nu sidder jeg og skriver i drengenes værelse, mens de forsøger at putte sig - imorgen er det jo hverdag og skolens starter rigtigt. Det glæder vi os virkelig til!!
Hej med jer
SvarSletDet lyder godt nok dejligt, overvældende og oplevelsesrigt. Tak fordi i skriver på bloggen. Det er virkelig dejligt at kunne følge med.
Den der pool ser godt nok lækker ud - specielt når man sidder i Danmark, som for alvor er blevet ramt af efteråret.
Kæmpe knus fra Moster Sofie